onsdag den 24. januar 2018

Forsvaret – Luftværnsgruppen (LVG) i Flyvevåbnet

Mens jeg gik i Durup Realskolen, 1960 – 1964, så legede jeg i fritiden derhjemme lidt med elektronik. Mest med dele fra gamle rør-radioer, som var gået i stykker og jeg fandt ud af at sådan noget lignende kunne jeg komme til at arbejde med i Flyvevåbnet, hvis det lykkedes at komme ind der. Oprindelig havde jeg forestillet mig at det skulle være at servicere elektronik som flymekaniker, men det blev i stedet, da jeg endelig skulle vælge linje, til noget med vedligehold af radar og raketter i Luftværnsgruppen.

Som 17-årig startede jeg, 1. november 1964, på rekrutskolen i Jonstruplejren, ved Værløse Syd/Ballerup. Det varede tre måneder. Derefter havde jeg fire semestre, af tre måneder på elektronikskolen, samme sted, hvoraf sidste semester var noget lidt nyt med fokus på svagstrøm, halvledere og digitalteknik, hvor man kiggede lidt ud i fremtiden.

Uddannelsen var meget bredt favnende og specielt en af instruktørerne var fantastisk og grundig med alt i teorien. Han kunne næsten stå og græde, hvis vi ikke fattede det. - For at lære os noget, som også direkte kunne bruges i det civile, så lærte vi også om reparation af farvefjernsyn, fx B&O. Bl.a. det kom vi senere op i til svendeprøven.

I svendebrevet står der Smede- og Maskinarbejderfagets Svendeprøvekommision 31.10.1969
Svendeprøven blev aflagt i nedennævnte branche: elektronikmekaniker.
Karakter: vel udført
.

Så vidt jeg husker uddannelsen blev, i Forsvaret, i det daglige, omtalt som ”Radio- Radar-mekaniker” skolen.

Jeg fortsatte et år efter svendeprøven, så jeg i alt havde 6 år ved Forsvaret, hvilket også var det oprindelige plan og aftalen, da jeg søgte om turen til Alabama.

Efter fjerde semester i Jonstrup så kom jeg til Luftværnsgruppens Serviceværksted og lager i Avedørelejren. Stedet hvor man havde service på HAWK og NIKE Hercules og NIKE Ajax raketsystemer. For mit vedkommende blev fokus sat på Nike systemerne og reparation af moduler, som havde fejlet. Værkstedet bestod i at simulere resten af systemet overfor det modul vi fejlsøgte på. - Der arbejdede jeg godt et år hvorefter jeg kom på 9 måneders skole i Redstone Arsenal i Huntsville Alabama. Stedet hvor en af cheferne var Verner von Braun, manden der under 2. Verdenskrig opfandt det tyske V2 bombe-raket-system.

I første omgang, da jeg søgte om at komme på skolen i USA, så skulle jeg, på en officersskole ved Værløse Syd, bestå en engelskprøve. Der dumpede jeg. Vi havde ellers i Jonstrup også haft lidt teknisk engelsk undervisning. Jeg fik efter mit dump nogle fif af en løjtnant: At låne Jealock Holmes bøger på engelsk i biblioteket og at sætte radioen på Voice of America, og at bruge begge dele så meget som muligt, og så komme igen efter 14 dage. Ved det bestod jeg så.

I øvrigt, prøven bestod i, at officeren stillede en ’gammel’ Grundig spolebåndoptager, kuffert-modellen, midt på det store bord, som jeg blev sat ved. Han isatte en spolebånd og gav mig nogle ark med multichoice svar. Han startede afspilningen og så gik han med beskeden, at han kommer tilbage igen om godt en halv time - ”God fornøjelse”. Båndet startede med, på engelsk, at forklare hvilken ark jeg skulle starte med. De enkelte lydelementer var taget ud fra forskellige situationer. Nogle gange var der en længere fortælling, hvor jeg skulle krydse af ved det mest rigtige korte forklaring om, hvad der blev talt om. Andre gange var det omvendt, at der blev sagt ganske få ord, hvor jeg skulle vælge imellem nogle lidt længere forklaring. I de fleste elementer var der dog lidt balance i længden af lydklip og svar-tekst. Jeg husker det som stressende, selv om vi fra Jonstrup har haft masser af "Programmeret undervisning

med multichoice svar - alt sammen skrevet ud med en spritdublikator.

På skolen i Redstone Arsenal var de første tre måneder en hurtig gennemgang af det samme grundlæggende elektronik, som vi havde været igennem i Jonstruplejren. Fra Ohms lov og frem. Det var en meget systematisk "programmeret undervisning". Her fik jeg øvet mig mere på at bruge engelsk, og sproget var ingen problem. Jeg husker, hvordan jeg følte om det, fx da jeg opdagede, at jeg var begyndt at tænke på engelsk også. Her følte jeg, at jeg var blevet dummere, for mit tankeråderum var kun de gloser jeg kendte. Det hændte for ofte, at jeg måtte "kravle rundt om" emnet, for at få forklaret noget. - Alle Nike systemets tekniske manualer var på engelsk. Dem havde jeg så også allerede brugt et år derhjemme i Avedørelejren. - Så teknisk engelsk, her fik jeg øvet meget, når vi blev indenfor dette bestemte område. Det kneb mere med dagligtale i pauserne, hvor resten i klassen blev livlige og fx jokede, eller talte underforstået. Her måtte jeg tit spørge nærmere ind til det der blev sagt, før jeg forstod indholdet.

Tiden var på de sidste år af Vietnamkrigen. De amerikaner som dumpede fik som regel en hurtig militær grundtræning og så afsted til Vietnam. En del i klassen opfattede det som deres værste trussel.

Jeg var klassens eneste udlænding. Sådan var det for de fleste fra andre lande, end USA. Kun tyskere have hele klasser for sig selv, med oversætter på og dobbelt tid i programmet.

Via et udlændingekontor (Foreign Relations Office) i lejren fik vi mange tilbud, hvis vi ville, med kontakt til civillivet udenfor basen. Det var fx rundvisning på rådhuset, eller et besøg på lokalavisens trykkeri, andre fabrikker og institutioner og større events i byen. Der var mange tilbud, også eventuel lokal familiekontakt og det viste sig, hvis man tog imod en stor del af disse tilbud så blev man en dag kaldt til et ceremoni på rådhuset, hvor borgmesteren overrakte et bevis på, at nu var man Æresborger af Huntsville og i alle dage fremover. - Det blev jeg så også.

Vi var tre som fandt ud af at vi, i stedet for at bo på lejren og sove i en mange-mands-sal og disse golde militære stålsenge, også egentlig bare kunne leje en lejlighed i byen. Det gjorde vi så. Vi fandt et sted med 3 soverum, en alrum/stue og en køkken og to badeværelser på Park Place Apartments, 2022 Golf Rd SW, Huntsville, AL 35802, USA. Det var på første sal. Ude i gården var der en stor opvarmet swimmingpool og der var to saunarum, samt en fælles gildesal. Det var mere luksus.

I weekenden var vi ofte på tur, rundt i Alabama og i nabostaterne. Vi var langt inde i Rocky Mountins og vi var flere gange i New Orleans, men de fleste ture var noget kortere. Steder vi kunne nå til allerede fredag aften. Til jul og nytårsaften boede vi på The Barefoot Mailman Hotel, Palm Beach i Miami, hvor vi bl.a. surfede, i de "store" bølger på en halv luftmadras. Hotellet lå helt ude ved strandkanten, med masser af sand og de blå bølger, men den er der ikke længere. Den blev i 1980 lavet om til timeshare lejligheder og temaet Barefoot Mailman blev droppet. Nu er der så andre der løber videre med udtrykket. - Til hverdag når vi ikke lige havde noget på programmet, så tog vi ofte til en Holiday Inn i Decatur, lidt sydvest for Huntsville. Efter vi havde bestilt hver vores værelse, så tog vi hver især bagbeklædningen af fjernsynet og spejlet ned fra vægen. Så var der tv-tune tid. Derefter gik vi rundt og vurderede resultatet. Vi satte os dernæst der hvor billedet var blevet bedst, for lige at drikke en dåsebajer eller Cola. - Det bemærkede ejeren af hotellet. Da vi en gang spurgte til, hvorfor han gav os nye rum hver gang, så kom han med et smil og svaret.

Vi var ikke mange på lejren fra Danmark samtidig, med da nok godt en håndfuld. Selv med vore sprogproblemer så var det almindelig at vi lå med højeste karakter i klassen. Gjorde man det og ikke skejede ud med fx sprutkørsel, hvor man havnede i fængsel. Så blev der, mens man var på vej hjemad, send rosende ord til forsvaret i Danmark. Også her havnede jeg så også i en lille æres-parade udenfor værkstedet i Avedøre. Det var lidt svært at finde masken der passede.

Til dagligt gik jeg ellers ikke meget op i at det var militæret jeg var i. Min egentlige interesse var teknikken og elektronikken. På rekrutskolen var vi konstabelelever. Herefter blev vi konstabler. Efter et år som konstabel blev vi overkonstabler. Herefter kunne man godt søge på sergentskole, men jeg havde egentlig ikke rigtig lyst. Overkonstablen der sad på hovedlageret skubbede på flere gange. Da de første tre måneder var gået, hvor jeg kunne have søgt så sagde jeg ok, men hvad gør vi så. Han foreslog at han lavede ansøgningen for mig – og det blev ved det. Hver gang jeg derefter kom på lageret så ville han have afklaret en detalje. Jeg foreslog, gør som du plejer. Sådan en ansøgning gik igennem og jeg blev kaldt til sergentskole i Værløse Lejren. Den sidste af slagsen, hvor det kunne klares på bare 3 måneder. - Det var nu forfriskende at komme på skole igen og lave noget helt andet, også fysisk.

Tilbage i Avedøre Lejren. Der var ikke meget jeg kunne bruge min sergent titel til. Men nogle af officererne på administrationskontoret fandt frem til at jeg af og til skulle have nattevagt sammen med et hold grønne rekrutter på lejren. - Det var så det - og jeg blev oversergent grundet tiden jeg havde været sergent.

Jeg startede hos Hewlett-Packard Danmark 1. november 1970. Samme dag var værkstedet i Avedørelejren på vej mod militæbasen i Tune. Jeg fik aldrig besøgt stedet i Tune. Dette satte en stor punktum for mig, men jeg mindes tiden i Flyvevåbnet med glæde.

Mit kørekort

Jeg var i gang med at tage kørekort, inden jeg skulle til Alabama. Det praktiske kørsel foregik i København og ved kørslen blev jeg samlet op og afleveret ved Valby Station. Umiddelbart før jeg skulle op i det praktiske i køreprøven, så fandt kørelæreren at jeg rent faktisk hørte ind under Roskilde, når jeg boede i Hundige. Teorien var bestået. Jeg kom derfor til at køre steder jeg aldrig havde set før i Roskilde området. Resultatet blev, at jeg dumpede. Den motorsagkyndige sagde: Du aner simpelt hen ikke hvad der foregår omkring dig. Kom igen om 14 dage. - Hvortil jeg svarede: Ok, jeg finder så nok i stedet et andet sted at få kørekort. Hvortil han sagde: Du kommer ikke udenom mig. - Vi havde lidt mere i dialogen, men jeg havde lige modtaget mit store formelle Nato Rejseordre og mit flyvebillet til Alabama. Jeg var ikke til at skyde i. Så jeg fortsatte med en learner licence og min endelige køreprøve i Huntsville Alabama. Hvor jeg ret hurtig fik min gamle 1950’er Desoto.

Omkostninger i Alabama for at få kørekort, var et lille beløb, som jeg skulle betale for at få et midlertidig kørekort. Dette midlertidige var en forvokset frimærke med noget stempel på. Man kunne også bare vælge at vente på det originale kørekort. Så ville det have været helt gratis. Så alt andet var gratis. Jeg skulle dog også lige købe en teoribog, eller låne en, som jeg tror det blev til. Den teoretiske eksamen var multiple-choice, som ved så mange andre situationer ved test i USA. Ved praktikturen, med betjenten, her sad han også og krydsede af i et multiple-choice. Her skulle man så opnå et samlet antal point for at bestå.

Da jeg kom hjem til Danmark igen blev, det amerikanske kørekort, i Roskilde, konverteret til et dansk kørekort. Forinden, i USA, havde jeg lige sikret mig, at jeg også havde et international kørekort, der gjaldt i alle andre lande, end USA. Sådan for en sikkerhed. Men der blev ingen problemer ud af det. Jeg skule lige forklare, hvad min amerikaner-kørekort gælder for, så man kunne give mig tilsvarende i Danmark.

Rejsen

Turen til Alabama gik via SAS til New York. Hvor vi chekkede ind til USA. Herfra og til Huntsville fløj jeg med et lokalt amerikansk flyselskab.

Jeg husker tydeligt den stive, men stilfulde stemning piloten og stewardesserne, og de små sæder, skabte i SAS flyet. Det stod i stor kontrast til den videre tur, hvor sæderne var nærmest sofaer, med fed ryg- og arm-læn – og blomster figur. Afgangen fra New York lignede her nærmest et spring ud i himmelen med en stor krølle på kursen. Det var som en stor opfordring til at nu skal der afslappes. Her var stewardesserne helt nede på niveau med de rejsende, med søde smil og vittigheder – de og piloten havde en opmuntret stemmeføring. Og kiggede jeg ned igennem flyet så var de fleste her mere casual påklædte. Vi var kommet hjem i USA.

Jeg havde søgt om og fået godkendt, at jeg godt kunne sejle fra New York hjem til København. Det blev med Swedish American Line. Sejlturen tog 9 dage og det gav en masse ekstra oplevelser. I forvejen, til New York, havde jeg sendt nogle store papkasser, som kom med skibet. Det var ekstra bagage for mig selv og en kollega der fløj hjem. Jeg havde fx en stueradio, store højttaler, en LP afspiller, ca 100 LP’er og meget andet jeg havde samlet i de 9 måneder i USA. Kollegaen havde noget lignende, dog endnu flere LP’er.

Jeg havde også en Schmidt og Wesson 9mm tromlerevolver, med i bagagen, som har sin egen historie, men det bliver nok en anden gang. Og der var også mange skønne oplevelser på sejlturen over Atlanten, som må vente med sin beretning.


Herman Ransborg 1964

Ingen kommentarer:

Send en kommentar